|
|
|
Kysse Marie af Juliane Preisler, anm.
(uddrag) Hver digtergeneration sin Marie Grubbe-fortælling? J. P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe (1876) var en temmelig nøjagtig biografi, men derudover et selvstændigt digterværk om en ung piges sanselige modning, hendes sociale fornedrelse - og menneskelige vækst. Hos Blicher i Landsbydegnens Dagbog er Marie Grubbes seksuelle skæbne dæmoniseret - syndens sold er i den livsangste fortællers blik kun hæslighed og død. Vækst og fald ind i døden. Juliane Preisler forsøger med sin Marie Grubbe-fortælling at frigøre sig fra både historiske og litterære forlæg, selv om grundelementerne i Marie Grubbes historie er de bekendte: født på Tjele Hovedgård, gift to gange, først med junker Ulrik Frederik Gyldenløve, efter skilsmissen fra ham med Palle Dyre, og til allersidst smedet samnmen med Søren Avlskarl, en primitiv mand, hos hvem hun oplever det som J. P. Jacobsen kalder 'Selvfornedrelsens Salighed'. Hos Juliane Preisler er det ikke selvfornedrelsens salighed, Marie endelig oplever med den rå og brutale Søren, men den bestanddel af kærligheden, som hun så heftigt har begæret siden den første erotiske vækkelse: elskerens vilje til at besidde netop hende, i sammensmeltningens øjeblik ikke bare hendes krop, men hendes sjæl. Det turde være en omvending af motivet, for det er ikke tjære og hestegødning og staldens sensualisme, men et fortvivlet behov for at være behøvet, der knytter hende til den alt for lavtstående Søren, der ikke forstår sig selv og kun har katastrofisk vold, men ikke sprog til at udtrykke sin kærlighed. Hvad Marie Grubbe i sin seksuelle hunger søger - hos Juliane Preisler - er en gensidighed i begæret, eller et begær, der er så stort, at det transcenderer kødet. Efter den store skuffelse med Ulrik Gyldenløve, som bedrager hende og foragter hendes aktive kærlighed og kun ønsker hende kold og bly, drages hun bestandig mod mænd, der tilsyneladende vil hende, men dog ikke vil hende. Psykologisk måske forklaret ved oplevelsen af et tidligt kærlighedstab - moderens tidlige død, og faderens forstødelse af hende, da hun kommer i vejen for hans erotiske forbindelse, og derfor som purung bliver sendt væk til København. Forrådt af den første mand, hun elsker, sin egen far. Summen af beretningen om Marie er derfor isnende kulde og kvalme, og der er ingen happy ending. Måske er det behov, hun føler, umuligt at stille. Den historiske ramme er blevet et korset, der strammer i romanen. Er det ikke en moderne kvindehistorie, Juliane Preisler vil fortælle? Jeg er sikker på det. Men sprogligt kører beretningen død i en ejendommeligt ufri, arkaiserende sprogtone, som svinger mellem Carit Etlar, pseudo-H. C. Andersen, folkeeventyr-stil - eller en stil, som bare i al bred almindelighed foregiver at være 'gammel'... For inden i dette kuldeangste og heftigt villede epos om kvindesex og -sorg er der en ægte, moderne smerte, der for sjældent trænger igennem kunstnerisk. Romanen besvarer selv spørgsmålet i indledningen: Skal hver digtergeneration skrive sin Marie Grubbe? Jeg synes at svaret er blevet nej. |
