Emil Aarestrup (1800-1856) - tilbage til digtere/tekster

Emil Aarestrup
af Vinnie Marie Runge

Emil Aarestrup hører litteraturhistorisk til i romantikken, den danske guldalder, som perioden 1800-1850 gerne kaldes på grund af dens overflod af produktiv begavelse. Men typisk dansk virker Aarestrups digtning ikke. I så fald ikke ved sammenligning med andre digtere i tiden, eksempelvis hans idol, den ca. 20 år ældre Oehlenschläger, eller den beundrede, lidt ældre ven Christian Winther.

Aarestrup og hans åndsform er placeret i den såkaldte romantisme, en strømning, der i Danmark vidste sig fra 1830`erne. Som også Blicher og Kierkegaard rubriceres i.

Karakteristisk for romantismen er et afsky for den borgerlige orden, dyrkelsen af det smerteligt splittede ('zerrissene'), ironien og det interessante, dvs. det der skjuler sig under overfladen og kan antage dæmoniske former. Temaer som ensomheden, døden, den døde elskede er tilbagevendende. Emil Aarestrups navn er for de fleste forbundet med hans erotiske poesi. Ved den er han blevet kendt - og med god grund. Hans kærlighedslyrik har nærvær i langt højere grad end samtidens. Det samme gælder den del af hans digtning, der ikke har erotik som hovedtema - det erotiske er i øvrigt til stede som et mere eller mindre skjult stade i det meste af hans poesi. Digtende er imidlertid ikke traditionelle lidenskabelige udbrud af længsel mod den elskede, men skrevet af en skønhedsdyrker, der nyder på afstand, og for hvem versets fuldendte form i lige så høj grad som kvinden er målet. Erotikken og kunsten kan således ikke adskilles hos Aarestrup. De er udtryk for hinanden. Aarestrups overrumplende skrivemåde med dens i sin tid uhørte sprogbehandling, hans sans for det konkrete, jordnære, humoren, hans vidtrækkende, hurtigt arbejdende fantasi og den brændende, voldsomme energi, der driver hans skrift. Aarestrup afbildede kærligheden, både det store og det lille erotiske sus. Drømmen om den grænseløse oplevelse af at være ét med hinanden og universet. Aarestrup beskriver dette meget intenst i "Erotiske Situationer", hvor han skriver om det frie kærlighedsmøde i skoven, hvor de elskende velsignes, ikke af præsten, men af naturen, som i sidste strofe hylder parret, ikke med korkoncert og fyrværkeri, men:

…Græshopper sang med tusind Stemmer,
Og hvert Minut faldt Stjerneskud.

Aarestrups nøgent begejstrede visualisering af det skabte i dets mystik og utilslørede skønhed svarer til han sans for at forbinde højt med lavt, at bemærke og beskrive det konkrete med kærlighed, uden idealisering.

Skriveriet har vel været Aarestrups egentlige udtryksmulighed. Her kunne erkendelser, lyster, drømme komme til udtryk -som den trøstende læge, den kærlige familiefar og den borgerlige standsperson måtte tie om. Han skrev hvornår han end kunne få tid til det, men det meste af hans lyrik er udgivet efter hans død. Selv udgav han kun en enkelt samling "Digte" i 1838.

Den biografiske person Aarestrup kan i sine breve til hustruen fra rejsen i 1832 fortælle, at han har været i kirke og bedt for hende og børnene. Men i hans digtning - den modne i det mindste - er det kristne evighedshåb langt væk.

Men den unge Aarestrups erotisk-monistiske naturfromhed, overlever trods alt, ved siden af melankoli og tanker om tomhed og forgængelighed. Den unddrager sig, som berørt, det borgerligt-kristne trosliv. Aarestrup havde sansen for det lystfyldte ved at lade ord tiltrække hinanden og blive til et digt, der får sin egeneksistens. Men han vidste, at hertil krævedes den yderste lydhørhed og omhu, det største mod og den dybeste respekt for både kunst og liv .