Dansk litteratur fra 1800-tallet - en oversigt
Tønder Gymnasium og HF - tilbage til forsiden

Henrik Pontoppidan, 1857-1943 tilbage til digtere/tekster

 

Ørneflugt, 1893
af Marianne Mathiesen

Ørneflugt handler om en ørn der vokser op i en præstegård blandt ænder og kyllinger. Ørnen har en vraltende gang, den hedder Klaus og den er i det hele taget slet ikke som en ørn, men mere "andeagtig". Normalt har den stækkede vinger, men en dag bliver præsten syg og alle har så travlt med at passe ham at man glemmer at stække ørnens vinger. Lidt efter lidt får den sine vingers fulde kraft tilbage og pludselig en dag flyver den med vinden væk fra præstegården, men den føler sig ikke hjemme ude i naturen og vender derfor hjem igen. Karlen på gården ved endnu ikke at Klavs har været væk, så han tror det er en fjendtlig ørn der kommer da Klavs kommer hjem og han skyder ham.

Klavs bliver draget mod naturen, hvor han egentlig er bestemt for at leve, men efter Pontoppidans livsfilosofi er det miljøet der skaber individet, så ørnen kan ikke finde sig til rette uden for præstegården. Den kan mærke, at det faktisk er i naturen den skulle være; for da den letter tænker den; "den følte med ét at den var en ørn", men jo længere den kommer væk, jo mere længes den hjem og til sidst vender den om.

Ørnen har desuden en fuldstændig forkert forestilling om verden udenfor. Vi hører det ikke direkte, men vi kan se, da den endelig flyver af sted, at den kun tænker på det smukke himmelblå, de sejlende skyer, de landsbyer, skove og solbeskinnede søer der glider under den, den vide horisont og vingernes styrke. Det er alle sammen ting som er smukke og dejlige i naturen, men pludselig slår tonen over i en anden dur, og ørnen ser de stejle klipper, den mærker at det blæser og solen går ned bag ved tunge skyer der synes at varsle uvejr. Her går det op for Klavs at naturen også har sine barske sider og det bryder han sig ikke om. Han vender hjem til det trygge og kendte igen, men det bliver hans død.

Noget Pontoppidan gik meget op i og som H. C. Andersen også gik op i, var om det var arven eller miljøet der bestemte hvad man blev og fik udrettet i sit liv. Netop Pontoppidan og H. C. Andersen havde hver deres totalt modsatrettede teorier. Pontoppidan mente, at det udelukkende var miljøet der skabte individet, Andersen mente det var arven. Derfor sammenligner Pontoppidan sin egen historie "Ørneflugt" med "Den grimme ælling" skrevet af H. C. Andersen. Historierne er jo sådan set de samme, bare med forskelligt udfald. Hvor ørnen ikke bliver til ørn fordi den er vokset op i præstegården, men svanen bliver alligevel en smuk svane selv om den er vokset op i en andegård. Man kan så diskutere hvem af dem der har ret.

tilbage til forsiden