Virtuelt gymnasium

Nye IT-værktøjer
Mål: At give beskrivelser og evalueringer af nye IT-værktøjer i undervisningen
Konkret:Vi arbejder videre med FirstClass, Quia, JiTT, hjemmesideprogrammer, retteprogrammer, tekstbanker m.m.
Start: Arbejdet har været i gang i 2-3 år

Rapport/evaluering
Rapport kan være klar til 1.11.02
Årsrapport til 1.6.03
Afsluttende rapportering 1.2.04

Første statusrapport om brug af nye IT-værktøjer, 1.11.02
Følgende vurderinger af nye undervisningsværktøjer vil blive fulgt op af yderligere evalueringer i løbet af de to næste rapporter, den 1.6.03 og den 1.2.04. Muligvis vil der også blive inddraget andre IT-værktøjer i de disse rapporter. Foreløbig har vi følgende erfaringer med følgende 5 programmer som kan have relevans for andre.

FirstClass
Vores intranet-, mail- og konferencesystem er baseret på FirstClass fra Centrinity.
Programmet kendes af alle danske skoler og gymnasier fra det landsomfattende Skolekom (verdens største intranet).
Vi har imidlertid fået anskaffet det for EU-midler i samarbejde med Friedrich Paulsen Schule i Niebüll, hvilket betyder at vi har det på egen server og selv kan styre brugerflade og struktur.
Vores måde at arbejde med programmet kendetegnes af større og større uddelegering af administration af intranettet til lærerne, og dermed af en slags kreativ brug af FirstClass. Klasselæreren administrerer selv brugertilladelser for klassekonferencer, læreren administrerer klassens/holdets fagkonference, elevrepræsentanten administrerer klassens egen konference, fagrepræsentanten administrerer selv brugertilladelser for fagets konferencer osv.
Vi inddrager stadig flere af FirstClass-faciliteterne. Sidst er vi begyndt at bruge kalenderfunktionen. Det er fortrinsvis i 1g den bruges konsekvent.
Ofte er det en elev der får brugertilladelse efter at have meldt sig til at lægge lektierne ind elektronisk. De givne lektier, samt forberedelsesspørgsmål m.m. bliver hermed gjort tilgængelig overalt på skolen og hjemmefra via nettet.
Arbejdet med FirstClass har betydet meget for hele skolens IT-udvikling og vil sandsynligvis fortsat spille en central rolle de følgende år.

MathCad
I forbindelse med at 3x startede som bærbar klasse i 2000 anskaffedes programmet MathCad til faget matematik.
3x's arbejde med MathCad er netop ved at blive evalueret i en større EVA-undersøgelse, hvis resultater ikke skal foregribes her.
Uden at gå i detaljer kan følgende dog nævnes:
Programmet kan mere end der er brug for, hvilket ikke i sig selv er et problem, men det er ikke tilstrækkeligt selvinstruerende og enkelt at bruge. Desuden er det skrøbeligt (kunne f.eks. ikke klare overgangen til operativsystem Windows Milleneum).
Programmet kræver en større indsats af underviseren uden at forbedre resultatet, elevernes faglige kompetence i matematisk.

TI-Inter/Active
Oprindeligt ville vi hellere have haft TI-Inter/Active end MathCad, da vi skulle anskaffe et matematikprogram til 3x's skolestart, men det kunne endnu ikke købes i 2000. I år har vi satset på dette program, og det lover foreløbig langt bedre. Det kan hvad der er behov for, og det har en enkel brugerflade, hvilket betyder mindre arbejde, færre problemer og større overskuelighed.

ToolBook
Skolen har købt licens til brug af programmet TollBook.
Programmet bruges bl.a. til produktion af Jitts (JiTTs baseres også på ASP-scripts, FirstClass og Quia).
JiTTs vha TollBook benyttes af ca. 10 lærere.
Der er blevet organiseret systematisk vidensdeling omkring JiTTs, dels interne minikurser fra lærer til lærer, dels ved en let tilgængelig samling JiTTs til genbrug, tilgængelig via nettet.
Programmet kan også bruges til f.eks. evalueringer.
Programmet er nyttigt, men kræver så meget IT-kompetence, at det sandsynligvis aldrig vil blive almindeligt udbredt blandt lærerne at producere JiTTs eller evalueringer til undervisningsbrug via ToolBook.

Quia
Programmet er meget nyttigt til at producere selvevalueringsøvelser, JiTTs, og evalueringer over nettet. Det er let at bruge, og det kunne komme til at spille en stor rolle i evaluerings- og øvelsessammenhæng, men det koster et årligt beløb. Det er ifølge vore erfaringer mere anvendeligt end KIF ("Kvalitet i folkeskolen"'s evalueringsfacilitet, som imidlertid er frit tilgængelig. Der ville være mange perspektiver i at en facilitet, der kunne matche Quia blev udbudt frit tilgængelig for undervisere!)